Musikforeningen MONO
MONO - Øvelokaler, studie, koncerter, netværk og inspiration til musikere
Musikforeningen MONO har siden 2001 været en fastforankret platform for rytmiske musikere i Aarhus og omegn. Det betyder, at rigtig mange af byens musikere har taget turen forbi foreningens øvelokaler, fået erfaringer gennem de mange projekter eller skabt kontakter via det omfattende netværk. En hel del har taget turen hele vejen mod hitlisterne, de store scener og endda udlandet. Musikernes succes kan vi dog ikke tage æren for – den er helt deres fortjeneste, men vi var der for dem og vi er her stadig – for dig!
Stå af her og gå direkte til øvelokaler eller læs videre..
I 2007 opgraderede vi platformen til det integrerede øvehus, MONORAMA. 2400 kvm med øvelokaler, koncertsal, studie, depoter, kontor og ikke mindst, plads til at hygge og mødes. Og det gør en forskel. Næsten 500 musikere er aktive i huset, og til dagligt får de vægge, vinduer og lofter til at vibrere af musikalsk kreativitet. MONORAMA summer af aktivitet – og det skaber et godt arbejdsmiljø.
Hvad er MONO og hvad er MONORAMA? Tja, det har flere været i tvivl om gennem tiden, men det er faktisk helt enkelt. MONORAMA er huset, de fysiske rammer på Tomsagervej 25, mens MONO er foreningen og drivkraften bag. I 2009 blev Grobund Bandakademi oprettet og fik plads i huset. Siden har MONO og Grobunds stærke partnerskab udgjort en betydelig del af byens rytmiske fødekæde.
Musikforeningen MONO er oprettet af og for byens musikere, da det ikke er nogen selvfølge, at den rytmiske musik – og øvelokaler til det formål – bliver prioriteret i en by. Det er en politisk beslutning, som nogen skal søge indflydelse på – og det gør MONO. Det gjorde folkene bag foreningens oprettelse tilbage i 2001, det gør vi løbende, ved at søge indflydelse på kulturpolitikken, og ja det gjorde vi ikke mindst i 2013, da finansieringen ikke længere rakte til driften af huset. Her viste fællesskabet MONORAMA – samt et stærkt kollegialt musikfællesskab i Aarhus – sin sande styrke. Skriv Musikforeningen MONO i søgefeltet på www.stiften.dk og læs den historie.
MONO og øvehuset MONORAMA er til for musikerne og bandsene, på deres præmisser. Faktisk kan øvehuset bruges på alle trin af karrieren, fra de helt nye musikere – bl.a. via vores ‘Skab Musikken‘ projekt (samarbejde med Børn & Unge) – til de rutinerede musikere, med udgivelser og turnéer bag sig. Netop dette mix giver en helt unik energi. I MONORAMA kan du leje et øvelokale på fast basis, eller, hvis behovet kun er sporadisk, i vores MONOSound øvelokale til dagsleje. En plads i et øvelokale i MONORAMA, betyder medlemskab af MONO. Du kan dermed komme og gå som du vil i huset, du kan bruge scenen til produktionsøvere eller koncerter, du kan gå i studiet og indspille, med eller uden tekniker, og du kan bruge nogle af foreningens mange projekter og store netværk, til at prøve bandet og musikken af i forskellige sammenhænge.
Hvis du ønsker det, har du altså en stærk forening i ryggen, når du og bandet rykker ind i MONORAMA. Vi er tæt forbundet med byens øvrige aktører, som bl.a. Promus og SPOT Festivalen, byens spillesteder, ikke mindst RADAR, og vi samarbejder løbende med Dansk Musiker Forbund og andre aktuelle foreninger og forbund, hvor det giver mening. Vi har et stærkt netværk i regionen, bl.a. gennem vores udviklingsinitiativ Rock The Region, og vi har gennem flere år været partner på landets store vækstlagsfestival UHØRT, som finder sted hvert år i Kbh. Listen over tidligere, nuværende og kommende partnere er heldigvis for lang til at gennemgå her, men spørg gerne og BRUG vores netværk.
I foreningen er vi overbeviste om, at den blandede skare af musikere i MONORAMA, påvirker musikken og kreativiteten. Dagligt krydser helt unge musikere veje med rutinerede kræfter, og indimellem indtager de scenen sammen. Bl.a. ved den årlige MONORAMA Rocks, men også når vi byder på showcasen MONO X Undervejs på RADAR. Og så er der selvfølgelig det helt store MONO GOES METAL-koncept, der er gået hen og blevet en hel institution i sig selv, som indeholder festival, networking og masterclass. Se vores projekter her
Musikforeningen MONO er også en vidensplatform, der søger og formidler erfaringer, viden og inspiration fra et vidtforgrenet dansk musikmiljø. Siden 2009 har vi udgivet det landsdækkende magasin MER’ MONITOR! med netop det formål, men nedlagde den fysiske udgivelse i 2024, hvor vi er rykket online på Din Branche.
I 2015 tog vi initiativ til MUSIKERDAGEN sammen med DMF og ORA, som bød på inspirerende oplæg, demossesions, fotosessions og møder med en lang rækker musikere og organisationer. Vi har dog sat dette event i bero, men laver fortsat foredrag, workshops og masterclasses i andre sammenhænge.
Følger du desuden nyhederne her på mono.dk, på vores facebook og i nyhedsbrevet, så er du godt rustet til at gå i kamp med den moderne, digitaliserede musikbranche.
Surf rundt på siderne og find ud af hvordan du kan få mest muligt ud af MONO, MONORAMA og alle projekterne. Og tøv ikke med at tage kontakt til os.
God fornøjelse
SPØRGSMÅL?
VIDSTE DU AT?
- Du som bruger i MONORAMA er medlem af Musikforeningen MONO
- Du har adgang til øvelokale, scene, studie, depot, netværk, koncerter og viden i MONORAMA
- Der næsten altid er kaffe på kanden - hvis ikke, så bryg det
- MONO arbejder for den rytmiske musik lokalt, regionalt og på landsplan