”Det er kun rimeligt, at vi festivaler, som store private aktører og forbrugere af livemusik, også støtter fremtiden for branchen” fortæller Jacob Kromann-Gallop, fra Jelling Festivals talentplatform Quasar. Vi mødte ham til en snak om forpligtigelsen til at hjælpe nye talenter på vej, talentpleje på flere niveauer og fællesskab som fundament.
Der er sund fornuft i at bakke op om uddannelse og talentpleje – også i det private – for uden det, bliver der tomt på scenerne og i kontorerne hos musikbranchens aktører. Det budskab har man forstået flere steder, ikke mindst på Jelling Festival, som Jacob Kromann-Gallop fortæller,
– De mange penge som vores publikum betaler for en festivaloplevelse, skal ikke kun aflønne de artister, bureauer og leverandører, som leverer indhold, men også være med til at sikre at der kommer nyt blod til, så fremtiden ikke kun er styret af kommercielle interesser.
Det ligger ligefrem i formålet hos Jelling Festival, at overskuddet fra de fire dage med festival, skal gå til almennyttige formål som sport, kultur, projekter og ikke mindst, med særligt fokus på fællesskaber og unge. Og her virker det selvfølgelig oplagt at lade nogle af pengene tilflyde en platform, der kan give afsæt til det som en festival selv har brug for, nemlig nye stærke artister.
Én vinder, men mange venner
Fællesskabet og de unge er et fokusområde, og som Jacob Kromann-Gallop fortæller, så er en vigtig del af festivalens formål at bakke op om netop det. Men som han også fortæller,
– så er vi godt nok på jagt efter dem med et særligt potentiale i Quasar. Vi vil gerne hjælpe alle der henvender sig, og støtter også på alle niveauer, men endemålet er at hjælpe en enkelt artist om året med at udvikle sig til et niveau, hvor artisten bliver interessant for branchen.
Det er vel fair nok at en musikfestival har et fagligt fokus og en interesse i at hjælpe de næste på vej mod scenerne. Det betyder ikke, at der kun er én vinder og resten er tabere.
Netop det at se lidt bredere end blot mod vinderen, har været en vigtig del i udviklingen af Quasar de senere år, som Jacob fortæller,
– Quasar opstod tilfældigt som en konkurrence i samarbejde mellem de rytmiske aktører i trekantområdet tilbage i 2006. Det er først efter at jeg overtog projektet i 2017, at vi er begyndt at arbejde seriøst med talenterne.
– Udviklingen af Quasar er gået fra en rendyrket talentkonkurrence, til først at få tilføjet feedbackelementet, til nu at være et reelt talentudviklingsprogram, hvor der arbejdes konsekvent med en masse faste emner, på forskellige niveauer og med øje for den enkelte artist. Jelling Musikfestivals DNA er, at det skal være nært, hjemligt og udvikling skal ske i passende små skridt. Derfor har udviklingen af Quasar også taget en del år, fordi vi ikke har travlt og helst vil vinde hjerter og venner lidt ad gangen.
// Læs om vinderen af Quasar 2024: STOREBJERG bygger på solid sangskrivning og et stærkt bagland //
En veludviklet talentrejse
Solid talentpleje kræver mange elementer og et solidt fokus på den enkelte artist. Det spænder fra det mere diffuse omkring drømme og mål, til helt konkrete forhold som at have styr på sin kanalplan. Alt dette er en del af udviklingsrejsen hos Quasar, ifølge Jacob Kromann-Gallop,
– Rejsen starter ved tilmelding, hvor man kommer ind at ligge på vores univers på hjemmesiden. Når man bliver udvalgt, vil der være en del kontakt mellem mig og band, da der altid er en masse ting der skal koordineres. Desuden bruger jeg lidt tid på at skole dem i at lave EPK’er og have deres kanalplaner, stageplots og riders i orden, så kommunikationen med spillestederne bliver så god som mulig.
Herfra bliver man inviteret til et opstartsmøde, fortæller Jacob. Det gælder om at møde det hold som vil være tættest på processen gennem hele forløbet,
– Når vi når til de første koncertdage i november, så starter hver koncertdag med at der afholdes lydprøver og tjek-in møder. Det er vigtigt for mig at alle deltagerne møder hinanden, snakker sammen og får et fællesskab omkring det at deltage i Quasar. Efter koncerterne er den feedback de modtager nemlig også i plenum, hvilket jo godt kan være lidt sårbart. Afvikler vi workshops eller andre events i løbet af vintermånederne, så bliver man inviteret til det, inden anden runde af koncerterne afvikles i januar/februar. Her møder de også vores dommerpanel, som skal vælge hvem de vil sende til Jelling Musikfestival og som skal give dem feedback efter denne koncert.
Det er i denne proces udskilningsløbet tager form, men også hvor det hele bliver mere specifikt og målrettet den enkelte artist eller band. Det bliver nu koncentreret om de fire finalister, og der skal planlægges individuelle mentorfoløb for hver artist, afholdes fælles performance workshops, brancheoplæg og de bliver forberedt til at for mest muligt ud af deres SPOT koncerter, som også er en fast del af årshjulet.
Denne del kan lyde som et højintenst forløb, hvor de enkelte markerer sig og spidser albuer, men ikke ifølge Jacob,
– Til finalen føles det mest af alt som en familiefest, som desværre skal ende med at en af de fire finalister vælges som vinder. De møder til finalen en masse branchepersoner og kommer med ind i festivalens backstageområde, så de får oplevelsen af at være rigtige artister. Efter finalen sammensætter jeg en turné til vinderen og samler op på de andre finalister for at motiverer dem, på trods af valget. Nogle gange laver vi aftaler om fortsat udviklingshjælp, andre gange giver det mest mening at give slip.
En quasar der hvirvler masser af sig
Når Quasar kører på højeste klinge i årshjulet er der hele 16 artister på scenerne. Artisterne rammer et minimum af otte spillesteder, hvor hver artist spiller to koncerter på forskellige spillesteder. Når de fire finalister er valgt fra og sendt mod Jelling Festivalens scener, så er det ikke nødvendigvis slut for de resterende 12, som Jacob fortæller,
– Vi udvælger også et par artister fra de 12 tilbageværende som ikke kom i finalen til at deltage i et helt års mentorforløb. Her får de tilknyttet en personlig mentor som følger dem, sparre med dem og mødes med dem i øvelokalet for at hjælpe dem med det de har brug for. Formålet med dette forløb er at opkvalificerer dem til endnu en deltagelse i Quasar – og forhåbentligt avancement til finalen denne gang. Ydermere, så udvælger vi også artister som slet ikke deltog i Quasar til et helt års mentorforløb, så de måske blive gode nok til at deltage året efter.
Den nuværende udgave af Quasar rummer således en hel del mere end blot en sejr for en enkelt artist. Mere end 16 artister hvirvles igennem, otte spillesteder leverer scener og knowhow, en række branchefolk som mentorer og meget mere. Der er fuld plade for de artister som bliver suget ind.
// Læs også om talentindsatsen på Smukfest: Gør dig synlig i musiklandskabet, så finder vi dig! //
Kreative veje til publikum og stærke samarbejdspartnere
Der er fuld gang i musikken og de nye artister, men hvad med publikum. Er der overhovedet et publikum med interesse for alle de koncerter?
Netop det har man også fundet svar på hos Quasar og Jacob Kromann-Gallop,
– Vi samarbejder med de lokale spillesteder i Syddanmark som ligger venues, personale og forplejning til vores koncerter. De giver også lovning på at afholde en koncert med den kommende vinder. Til gengæld laver vi så aftaler med de lokale gymnasier om at lave oplæg om musikfagligheder, branchen og forskellige andre redskaber for dem, samme aften som vi afvikler Quasar på spillestedet. Så får de den kommende generations koncertgængere i huset på den måde.
Der bygges på gode ideer og stærke samarbejder på kryds og tværs, som også rækker mod andre festivaler og en bredere talentpleje,
– Blandt vores samarbejdspartnere er der også Smukfest og Nibe Festival, hvor vi bakker op om hinanden talentudviklingstiltag. Jeg deltager i livecamp hvert år og Mikkel deltager som dommer i vores finale. Nibe og Jelling udveksler talenter, så de spiller på begge festivaler sommeren efter.
– Jeg samarbejder med det lokale ungehus Værket hvor det giver mening og hvor vi kan aktivere både de ung Quasar musikere og deres unge kulturskabere. UMTO og SPOT Festival er selvfølgelig også samarbejdspartnere i det fælles talentarbejde. Popkorn Nordic fungerer som samarbejdspartner på forskellige workshops, på SPOT projektet og med udveksling af bands
Vejen mod mere
Både for den vindende artist i årets Quasar og talentprogrammet selv, er der planer for fremtiden. Årets vinder STOREBJERG nyder allerede godt af det stærke bagland han har fået med på sin rejse, og kan se frem til en turné i foråret 2025 på en lang række af de deltagende spillesteder.
Selve Quasar og Jelling Festival går også med spændende fremtidsplaner, ud over at køre forløbet igennem de næste år. Der er nemlig skitser til endnu mere Quasar hele året,
– Vi er i et meget tidligt stadie med et nyt tiltag i Vejle. Spillestedet Bygningen har fået ny ledelse, og Jelling Musikfestival vil gerne spille en større rolle i Bygningen. Her virker Quasar som det mest oplagte at fylde huset op med. Så vi er i gang med at kigge på mulighederne for at etablerer produktionslokaler som vi kan fylde med unge musikere, workshops, events og arrangementer, der skal støtte op om alle dem der gerne vil lave deres egen musik.
Vil du vide mere om Quasar og Jelling Festivals talentpleje: https://jellingmusikfestival.dk/program/quasar-live-2025/
Ansøgningsfristen for den nye runde i Quasar er 1. september. Tilmeldingen finder sted her: https://jellingmusikfestival.dk/faellesskab/quasar/tilmelding/
Billeder:
De tre øverste af David Robertson, The Cosmic Supply Co. 1. vinder STOREBJERG, 2. Finalister og dommere, finalen, 3. Feedback Kolding.
Billede 4 af Quasar/Jacob Kromann-Gallop. Performance Workshop
Billede 5 af Quasar/Jacob Kromann-Gallop.