Skab Musikken er et forløb der bringer eleverne i byens folkeskoler helt tæt på den musikalske produktionsvej. Forløbet retter sig mod de ældste klasser i folkeskolen, f.eks. gennem valgfag eller måske ungdomsklubber. Tag fat i os for at høre mere. Og så er forløbet gratis for skoler i Aarhus kommune.
Tag musikholdet med en tur i et af landets fedeste øvehuse, MONORAMA, og kom helt tæt på den århusianske musikscene. Omkring 500 musikere har deres gang i huset, som rummer øvelokaler, studie, koncertsal og et aktivt musikmiljø.
I forløbet Skab Musikken, får eleverne mulighed for at arbejde intenst med at skabe ny musik midt i byens musikmiljø. Eleverne bliver kastet ud i kreative øvelser, der skubber processen med både tekstskrivning og musikkomposition igang – og det kræver ikke et hold bestående af musikgenier. Dog kræver det at vi kan fordele instrument- og sangroller til de forskellige deltagere, og så kræver det mod til at udfordre sine egne evner.
Forløbet drives frem af MONORAMAs engagerede banddoktorer, som til dagligt hjælper unge musikere i Grobund Bandakademi. Den tilknyttede banddoktor hjælper – sammen med musiklæreren fra den enkelte skole – eleverne igang, undervejs og igennem de knuder der opstår, men det er eleverne der er på. Det er nemlig også eleverne der selv står på scenen til sidst – og det giver ansvar og engagement!
Forløbet kan tilpasses til den enkelte skole i forhold til tider og varighed.
Forløbets længde kan variere fra fem intense uger til tre måneder, efter hvordan musiklæreren kan tilpasse undervisningen. Et forløb kan se således ud:
Skab Musikken – forløbets struktur:
Session I – tre timer i MONORAMA (intro + sangskrivningsprocesser)
Session II – tre timer i MONORAMA (sangskrivning og øve)
Session III – tre timer i MONORAMA (tilpasning af nummer, roller og øve, øve, øve)
Studiesession – tre til seks timer i MONORAMA (studieforløb: inspilning af materiale)
Koncertaften – ca. tre til fire timer i MONORAMA (opstilling, lydprøve, koncert)
Sammensætning; Eks. musikhold på 25 elever fordeles på tre bands, som arbejder hver for sig.
Skab Musikken og MONOs øvrige tilbud til folkeskolesamarbejdet er gratis og kan benyttes af alle indenfor folkeskoleområdet i Aarhus kommune. Dvs. folkeskole og diverse fritidstilbud. Se de øvrige tilbud her
Tag kontakt til Ricco Andie Jensen, daglig leder hos MONO, for at høre nærmere. Du/I er også velkommen til at besøge os i huset. Skriv til mono@mono.dk eller ring 86121444.
Tak for samarbejdet til Børn & Unge, Aarhus Kommune og Børnekulturhuset.
Se mere på www.mono.dk/folkeskolen