
Så er det tid til at sende ansøgningen til MONO GOES METAL Masterclass 2025. For fjerde år i træk byder vi på et målrettet karriereforløb for fire udvalgte metalbands og inviterer til at spille på selve MONO Goes Metal Fest 2025 d. 15. november. For at ansøge om en plads, skal vi bede dig læse nedenstående grundigt igennem og udfylde formularen. Vi glæder os til at høre fra jer.
Forløbet er støttet af Tuborgfondet.
Send din ansøgning senest d. 20. april.
Ansøg her: MGM Masterclass 2025
Læs før du ansøger:
Forløbet består af fire workshops med hver sit fokus og relevante oplægsholdere, samt en plads på plakaten til årets MONO Goes Metal Fest. På dagen for årets festival vil der desuden være et netværksarrangement, hvor det vil være muligt at møde en håndfuld festivalbookere, bl.a. Copenhell og Summerbreeze i Tyskland. Disse vil også være til stede under koncerterne på årets festival.
Ud over de fire workshops, netværksarrangementet og koncerten, vil hvert band få 1:1 sparring-sessions med relevante mentorer indenfor bl.a. sangskrivning og SoMe strategier.
Forløbets formål er at skabe et mere målrettet karriere- og arbejdsforløb for bands, der ønsker at arbejde professionelt. At være selvstændig musiker og band i dag er ikke bare at lave god musik, det kræver også at man har en 360 graders forretning omkring musikken. Det kan være svært at finde rundt i som band, men med det rette overblik, konkrete værktøjer og målrettet planlægning, er målet at gøre opgaven gennemsigtig og overskuelig.
Hvem kan deltage?
Alle bands og solister inden for metalscenen og beslægtede genrer.
- er primært i alderen 16-30 år
- spiller original musik
- som er bosat i Danmark.
- musikere, som ønsker indblik i hvordan man kan arbejde med de forskellige aspekter af musikbranchen.
Om I har ageret professionelt i musikbranchen i mange år, eller er helt nye, betyder ikke noget. Det vigtigste er, at I har lyst til at arbejde med at få jeres musik endnu længere ud til et større publikum, og skabe en bæredygtig karriere.
OBS! De 4 workshops foregår fysisk hos Musikforeningen MONO i MONORAMA i Aarhus og det er et krav at kunne deltage alle 4 dage, samt at kunne spille 30 minutter af jeres egen, originale musik til MONO Goes Metal Fest d. 15. november.
Bandets tre 1:1 sparring-sessions kan evt. foregå online, tidspunkt for disse aftales med de enkelte mentorer.
Indhold og tidsplan:

Lørdag d. 6. september kl. 11-15
Workshop 1 – Bandet som forretning
Patrick Serena, bassist og stiftende medlem af post-hardcore successen Kōya, tager os igennem en session, hvor forretningsdelen af band drift- og udvikling udforskes gennem oplæg og break-out sessions.
Sessionen sigter mod at igangsætte de større, strategiske snakke i bandet, samt desuden at præsentere en række redskaber, skabeloner og metoder der kan tages i anvendelse til det videre arbejde med forretningsudvikling.
Oplægsholdere: Patrick Serena (Kōya)
Lørdag d. 20. september kl. 11-15
Workshop 2 – Bandvirksomhed, regnskab og skat.
– Skal man have et CVR nummer?
-Hvordan med skat og selvangivelse?
– Hvad kan der trækkes fra?
– Skal vi momsregistreres?
Alle disse spørgsmål og mange flere hjælper en gæste-ekspert med at få svar på, og vi lover at det ikke bliver kedeligt!
Lørdag d. 11. oktober kl. 11-15
Workshop 3 – Promovering, sociale medier og storytelling.
I masterclassen om PR og marketing vil Jacob Krogholt opridse de generelle rammer for PR-arbejde og også gå i dybden med konkrete arbejdsgange og værktøjer. Emner i masterclassen:
– Medlelandskabet 2025
– Promotion- & udgivelsesplan
– Mål, strategi & storytelling
– Biografi, pressemeddelelse & pressekit
– Presseudsending & opfølgning
– Radioplugging
– Annoncering & marketing
Herefter får vi besøg af Andreas Bjulver Paarup som gennem sit virke i musikbranchen, som både udøvende kunster (bl.a. i bandet Cabal) og digital marketings konsulent har brugt et utal af timer på at arbejde med de konstant foranderlige sociale medier.
Oplægsholdere: Andreas Paarup (Cabal) & Jacob Krogholt (Audible PR)
Lørdag d. 1. november kl. 11-15
Workshop 4 – Booking
Til denne masterclass får vi besøg af Daniel da Silva fra booking agentureret Dragon Productions, som har hjemme i Hamborg.
Til dagligt arbejder Daniel med at booke tours og festivals jobs for en række bands, og han vil i denne masterclass både fortælle om sit arbejde som booking agent og komme med gode råd og værktøjer til hvordan du kan ligge en stærk booking strategi og få nogle gode værktøjer til at lykkedes med den.
Lørdag d. 15. november
MONO Goes Metal Fest 2025!
Sparringssessions: (Løbende i perioden 1. september – 30. november)
Sparring på sangskrivning med Mikkel Wad Larsen:
Mikkel er tidligere musiker i Helhorse (2008-2019), hvor han har optrådt over 450 gange, fra enorme koncerter med bands som AC/DC, Slayer og Rammstein til de intime rammer ved Copenhell og Roskilde, samt mikropunk-shows på en bar i Østlondon og en mark i Belgien.
Udover sit virke som musiker besidder Mikkel også erfaring som venue booker (BETA, Amager Bio), bookingagent (WAS) og A&R (3rd Tsunami), og har desuden ageret som artist coach i over 8 år.
I dag driver han sit eget artist management, Midnight Cowboy.
Dette kan du forvente i en sparring-session med Mikkel:
Som udgangspunkt søger jeg dynamik, mod og ambition i de sange, jeg vurderer. Disse tre ord dækker over meget, men fælles for dem er, at de skal kunne besvare mine spørgsmål.
Disse spørgsmål er ofte: Hvorfor skriver du denne sang? Hvorfor skal jeg lytte til den? Hvad ønsker du at opnå med den? Hvorfor har verden brug for denne musik? Disse er store spørgsmål, men kunst er essentiel og bør stræbe efter at besvare, eller i det mindste reflektere over sådanne overvejelser.
Sparring på SoMe med Andreas Bjulver Paarup.
Som opfølgning på masterclassen om SoMe er der mulighed for at få gennemgået jeres egne SoMe kanaler og få inputs sparring til hvordan I kan optimere og bruge disse bedst muligt som et værktøj i jeres musikalske rejse og ambitioner.
Der kan forventes svar på ansøgningen senest 31. maj.
(Skulle der opstå problemer med ansøgningen nedenfor, så kontakt trine@mono.dk)
