Mød et nordisk samarbejde i vækst på MGM Festival Meet Up

Stigende aktivitet og udveksling af bands mellem de nordiske lande, har åbnet nye døre for at indtage norden for danske bands. I dette panel kan du møde repræsentanter fra en række festivaler, som er godt igang med at bane vejen.

I år kunne MONO Goes Metal præsentere både KRØYER og Swartzheim på årets By:Larm Festival i Oslo, og det danske publikum kan opleve det norske band Jordsjuk på årets Mono Goes Metal Fest.

I dagens anden panel talk sætter vi fokus på det spirende samarbejde vi pt. ser mellem den danske og norske scene.

Ud over de konkrete samarbejder, ser vi mange danske bands spille i Oslo for tiden, og det virker til at den danske scene virkelig har fået fodfæste hos vores norske naboer.

I panelet vil vi dykke ned i hvad det kan åbne af muligheder for de danske bands at kigge mod nord.

Mød MONOs egen Trine Ulrich i samtale med Stine Omega (CopenHell), Celine Høie (bl.a. By:larm Black) og Elisabeth Horne (bl.a. Desert Fest og Høstsabbat).

Stine Omega er booker og promoter for Copenhell, Copenhell Metal Cruise og When Copenhell Freezes Over, hvor hun kuraterer musik programmerne og skaber muligheder for både etablerede og upcoming artister.

En central del af hendes arbejde er at give nye bands en platform, hvor de kan udvikle sig, nå ud til et nyt publikum og tage det næste skridt i deres karriere. Med rødder i den danske punk- og hardcore-DIY-scene bringer hun et stærkt fællesskabsorienteret perspektiv med ind i sit arbejde.

Med en baggrund som vinyl-DJ og radiovært har hun en bred forståelse for musikbranchen, der spænder over både de kreative og forretningsmæssige aspekter af livemusik.

 

Celine Høie er Head of Indie Recordings, et norsk rock- og metallabel under Sounds Like Gold, hvor hun også har titlen Head of Rock & Metal. Med mange års erfaring inden for A&R og projektledelse arbejder hun tæt sammen med artister og udgivere, samtidig med at hun står i spidsen for pladeselskabets strategiske udvikling. På rosteren findes blandt andre The Good The Bad and The Zugly, Kampfar, The Cruel Intentions, Gaahls WYRD og Djerv.

Ved siden af sit arbejde med pladeselskabet er Celine projektleder og booker for by:Larm Black, rock- og metalprogrammet under den norske musikfestival og branchekonference by:Larm. Her booker hun liveprogrammet, kuraterer branchepaneler, udvikler samarbejder med aktører i musikbranchen og inviterer internationale delegerede til arrangementet.

 

Elisabeth Horne er content media manager, grafisk designer og booker for Desertfest Oslo og Høstsabbat, med base i Oslo.

Med et hjerte, der banker for undergrundsmusikken i Oslo og Skandinavien, skaber hun plads og muligheder for nye, lovende bands.

Hun har spillet en central rolle i udformningen af ​​festivalernes visuelle udtryk, stemning og identitet.

Som en aktiv del af undergrundsmiljøet rejser hun vidt og bredt for at opdage nye navne, som hun kan støtte og løfte frem i fællesskabet.

Elisabeth er det stik modsatte af en “gatekeeper”; hun deler rundhåndet ud af sin erfaring og sin viden om branchen til spirende kunstnere og bands.

 

Arrangementet er gratis og åbent for alle interesserede musikere og branchefolk.
Tilmelding via dette link: https://forms.gle/GXQ7A3mYgKDZcJ4SA
Tilmeldingsfrist: onsdag d. 11. november.

Læs mere om MONO Goes Metal Festival Meet Up 2026

MONO Goes Metal Festival Meet up på Headquarters lørdag d. 14. november fra kl. 10:45

Husk også at købe din billet til MONO Goes Metal Fest 2026 på MONORAMA. Køb din billet her

Billede øverst: Rolf Meldgaard

Øvrige billeder: PR Fotos

SPØRGSMÅL?

VIDSTE DU AT?