Fire acts udvalgt til MGM Masterclass 2026

Permanoia stod sidste år på scenen (billedet) foran et stopfyldt MONORAMA til MONO Goes Metal Fest efter at have gennemgået forløbet MGM Masterclass 2025. Nu er fire nye ekstremt spændende metalacts udvalgt af vores kompetente lytteudvalg til at følge samme vej. 

Ansøgningsrunden er afsluttet, vores kompetente lytteudvalg har været på hårdt arbejde, og MGM Booking har gjort deres del. Det betyder at fire metalacts nu står klar til et intenst og målrettet karriereforløb. Et forløb der både nyder opmærksomhed fra MXD – Music Export Denmark, samt branchefolk fra ind- og udland.  

For 4. år i træk afholder vi MONO Goes Metal Masterclass, som er et udviklingsforløb for ambitiøse upcoming metal- og hardrockbands med fokus på professionel karriereudvikling. 

Gennem workshops, coaching og brancheoplæg omkring entreprenørskab, strategisk planlægning og personlig udvikling, får deltagerne konkrete værktøjer til at styrke deres kunstneriske og professionelle virke. De udvalgte bands optræder desuden på MONO Goes Metal Festival som en del af forløbet, hvor de får mulighed for at spille for en række internationale festivalsbookere

Årets masterclass hold består af: 

FEATHER MOUNTAIN er et progressivt metalband fra København, dannet i 2017, som forener metallens intensitet med drømmende alternativ rock og stærke visuelle universer. Bandet er kendt for deres stemningsfulde liveshows, hvor sårbarhed og aggression mødes i et teatralsk lysdesign. De har spillet på bl.a. Roskilde Festival og Euroblast, turneret med VOLA og modtaget stor international anerkendelse for albummet A Liminal Step fra 2025.

 

Unseen Faith er klar til at tage det næste skridt og cementere sig som en af Danmarks mest slagkraftige liveacts inden for den tunge scene. Med en kompromisløs fusion af deathcore og metalcore på internationalt niveau, leverer bandet en intens og energifyldt koncertoplevelse, hvor massive riffs, knusende breakdowns, fængende lysshow og nærvær går op i en højere enhed.

I marts 2026 markerede bandet sig med EP’en Fractured Will, der introducerede en fornyet vildskab. Lyden er skarpere, tungere og mere fokuseret end nogensinde før, mens tekstuniverset trækker direkte på personlige erfaringer og følelser – fra vrede og desperation til sårbarhed og eftertænksomhed. Det giver et autentisk og relaterbart udtryk, der rammer publikum med fuld kraft.

 

Heksproces er et atmosfærisk og hårdtslående metalband med bornholmske rødder, fra København, dannet i 2022. I februar udgav de debutalbummet Dejlig er Jorden, som har høstet gode anmeldelser i metalmedier som Devilution og Selvtægt. Med udgangspunkt i post- og blackmetallen tager Heksproces lytteren med ind i en intens verden af eksistentiel angst og undergangsstemning. Den musikalske inspiration kommer fra metalbands som Cult of Luna, Opeth og Mastodon, samt progressiv 70’er rock som King Crimson, mens den dansksprogede lyrik trækker på forfattere som Yukio Mishima, Theis Ørntoft og Karl Ove Knausgård. 

 

WOLFHEAD er et højspændt thrash metal-band fra Aarhus, som for alvor så dagens lys i 2024. Bandet forener rå aggression med strejf af glam, groove og grunge. Deres musik er et udbrud af vanvid, følelser og elektricitet, gennemsyret af nutidigt kaos. Hårde riffs, bankende rytmer og ufiltreret energi trækker publikum ind i en sonisk storm, hvor alt kan ske. På scenen leverer WOLFHEAD et show, der både kan høres, ses og mærkes – en hvirvelvind af råhed og fællesskab, hvor publikum bliver en aktiv del af oplevelsen. I 2025 nåede WOLFHEAD finalen i Wacken Metal Battle og har siden markeret sig som et stærkt nyt navn på den danske metalscene.

 

Fire masterclass-sessions og noget for alle

Når MGM Masterclass-forløbet starter ud til september, så bliver det med fuld opmærksomhed på de fire bands og hvad de har brug for, for at udvikle deres potentiale. Dog byder MGM på et par åbne sessions, hvor du og andre interesserede vil blive inviteret inden for. 

Det sker med to events: En session som handler om at få musikken ud. Et vidt begreb, som vi dog kommer grundigt omkring med en række forskellige indlæg, herunder:

‘Sådan arbejder du med et label’ V/ Jasmin Mrozek fra Nuclear Blast

‘Distribution som DIY band’  v/ Bina Rosenvinge fra Gateway Music 

‘Brug af influencer kampagner’ v/ Jillan Boyd fra Oktober Promotion 

‘PR-kampagner og radioplugging’  v/ Jacob Krogholt fra Audible Music  

Det bliver lørdag d. 31. oktober kl. 11-16

Denne masterclass består af 4 x 30 minutters oplæg om hvordan du kan få din musik ud til lytterne på forskellige måder. 

Efter alle har holdt deres 30 minutters oplæg følger en times paneltalk, hvor det er muligt at spørge ind til de 4 oplæg. 

Derudover byder vi på selve festivaldagen igen på det internationale netværksevent ‘MGM Festival Meet Up’, med repræsentanter fra en række internationale festivals.

Meget mere om dette og tilmelding senere. 

Følg med på MONO Goes Metal, køb din billet og stay tune.

MONO Goes Metal Fest 2026, lørdag d. 14. november. 

 

SPØRGSMÅL?

VIDSTE DU AT?