MONO Goes Metal Fest 2025 tilføjer to navne

MONO Goes Metal Fest 2025 nærmer sig med hastige skridt, og det betyder at vi nu kan løfte sløret for to nye, ekstremt spændende tilføjelser til programmet. Læs mere om de to nye acts, som både har præsteret debutkoncerter i New York og på Copenhell, og få købt billeten, hvis altså du ikke vil gå glip af musikken, filmen og festen.

MONO Goes Metal 2025 er faktisk allerede igang. I juni måned blev de fire første acts udvalgt til årets program. De var samtidig de fire udvalgte til vores masterclass-forløb, som blev skudt igang første weekend i september. 

// Læs MONO Goes Metal 2025 klar med de fire første navne //

Nu er det så tid til at præsentere de to næste acts, som er udvalgt af vores skarpe bookingteam. Og der er tale om stærke navne, som allerede markerer sig i både ind- og udland.

Glæd dig til at opleve 802 og Terminalist til årets Mono Goes Metal Fest d. 15/11 sammen med Rottefænger, Blodmåne, Lysbaerer og Lightchapther.

802 (billedet øverst) blev dannet i slutningen af 2022 på Djursland, og har siden skabt bølger med deres unikke og medrivende sammenstød af genrer – en blanding af heavy metal-forvrængning, spøgelsesagtige synths og fængende hooks med progressive trommeslag.

De debuterede på The New Colossus Festival i New York i 2023 med singlen “My Girl”, fulgt af den prisnominerede kortfilm. Siden har de udgivet singler som “22 (Velvet Vampire)” og “1986”, spillet på festivaler som Copenhell og Roskilde, og modtaget prisen Most Promising Act of 2024. I 2025 indtog bandet de ikoniske scener på Wacken Open Air og Sweden Rock.

Efter en pause vendte Terminalist tilbage i 2024 med forsanger, guitarist og sangskriver Emil Hansen som eneste faste medlem. Bandet genopstod i ny form med en stærk livebesætning bestående af erfarne kræfter fra bl.a. hardcore-punkbandet Night Fever, prog-ensemblet NAKE og dødsmetalveteranerne Iniquity – og gav deres nye debutkoncert på Copenhell.

I sin nuværende inkarnation fremstår Terminalist som en eksplosiv kraft: blændende hastighed, sprængfarlige riffs og dybt pessimistiske tekster, leveret med kompromisløs indignation. Et band med knyttet næve, der uden omsvøb skildrer en verden i forfald.

Et brag af en aften – med lidt ekstra godt!

Hos MONO glæder vi os voldsomt til at høre de to nyeste på plakaten, sammen med det allerede stærke lineup. Og der er i den grad mere i vente, både mere musik, når vi skal have udfyldt de sidste pladser på plakaten, men også med en helt ny tilføjelse på MONO Goes Metal: vores helt egen biograf. 

Vi må dog vente lidt, både med de sidste til årets program, men også med hvad der skal ske i biografen. Følg med her på siden, på facebook og instagram.  

Vi glæder os til et brag af en aften! Husk at sikre dig din billet på: Køb billet

MGM Fest 2025, lørdag d. 15. november. 

Billede øverst: 802 (Foto: Søren Lynggaard) 

Billede midt: Terminalist (Foto: Johan von Bülow)

Grafik/plakat: Tiny Dots Of Death

SPØRGSMÅL?

VIDSTE DU AT?