Ansøgning til forårets Plekter er åben

Plekter

Plekter er ORAs bandudvekslingsprojekt, som skal booste den danske musikscene og sende de mange talentfulde vækstlagsbands rundt i landet. Alle danske vækstlagsbands, der skriver deres eget musik og kan spille i 30-40 min., har mulighed for at deltage i Plekter.

Bandudveksling
Plekter drejer sig om at hjælpe danske vækstlagsbands med at komme ud at spille over hele landet uden at skulle være begrænset af høje transportomkostninger. Antallet af vækstlagsbands i Danmark er højt. Mange af disse bands vil gerne ud at spille, have erfaring og skærpe og udvikle både deres kunstneriske udtryk og sceniske performance i mødet med et live-publikum. Samtidig er det svært for vækstlagsbands at komme ud at spille – særligt uden for deres lokale spillestedsmiljø. Spillestederne stiller høje krav om professionalisme, er økonomisk trængte og har ikke råd til at betale for ukendte bands – hverken honorarer eller transportudgifter.

Der er mange lokale musik- og øvelokaleforeninger – deriblandt mange af ORAs medlemmer – som gør en stor indsats for at give de lokale vækstlagsbands mulighed for live-optræden i lokalområdet. Men er man et dygtigt og ambitiøst band, der gerne vil prøve kræfter uden for lokalområdet, er det noget nær umuligt. Det kan desuden være en udfordring for et dygtigt, men uerfarent band, at skabe kontakter, organisere sig og komme ud over rampen.

Derfor har musikbranchen som helhed en vigtig, national opgave med at bakke op om tiltag, der kan inspirere og hjælpe vækstlagsbands med at få live-erfaring. ORA har – som repræsentanter for den rytmiske amatørmusik i almindelighed og for de mange vækstlagsbands i særdeleshed – valgt bl.a. at fokusere på, at nye bands møder et nyt publikum overalt i Danmark.

Tilmelding: http://ora.dk/projekter/plekter/tilmelding-plekter-2017