(Arkiv: Mer’ Monitor! 48) Solid sangskrivning kan være lidt en mundfuld. I en række mindre artikler vil vi give forskellige kunstneres bud på deres vej til sangskrivningen – og måske du kan finde din inspiration hos nogle af dem. I denne artikel giver den gang pladeaktuelle ME AND MARIA, deres bud på at bruge oplevelser som inspiration til sangtekster.
”Vi skriver sange både om det mørke og det lyse. Og vi skriver ud fra det, vi oplever.”
Sådan er opskriften kort og godt fra Maria Anna Rosenberg og Johannes Pehrson fra ME AND MARIA, som har haft spillejobs over hele landet på mange forskellige scener, og netop har udgivet albummet Strejf af Fred. Senest har duoen fået en lang række spillejobs på landets psykiatriske afdelinger, fordi temaerne i deres sange ofte hæfter sig ved de vigtige og store følelser i livet.
Og begge de to bandmedlemmer får inspiration fra det, der sker i deres egne liv og dem, de møder på deres vej – og så tager de råskitserne, som de hver især laver, med i øvelokalet, hvor de så former og fuldender sangen sammen:
”Det er en stor fordel at være to, for så kan man spørge hinanden: ”Hvad mener du med det?” og ”Hvad med at sige sådan her i stedet”, og så bliver sangene bedre, og man får meningen mere frem.”
En helt særlig sang skrev de dog sammen fra bunden:
”Vi havde spillet en koncert på en afdeling, der havde et klaver stående. Bagefter koncerten bad en af de indlagte os om at lytte til noget, og vi gik med hende over til klaveret, og her sang hun et cover af Annika Aakjær – indtil hun pludselig måtte stoppe. For linjen om, at der var én ved hendes skulder, kunne patienten ikke genkende. ”Der er ingen ved min skulder,” sagde hun. Og så kiggede vi på hinanden, og kunne begge mærke, at det her var så rørende, at det blev vi nødt til at skrive en sang om. Man kunne mærke det i rummet, simpelthen. Og det endte med at blive til vores sang Ingen Ved Min Skulder.”
På sangens præmisser
Selvom udgangspunktet for sangene er noget virkeligt for Maria Anna Rosenberg og Johannes Pehrson, er det vigtigt for dem, at slutproduktet skal kunne ramme andre.
”Det gode ved, at vi skriver os selv er, at vi ved, at det, vi har mærket, er sandt. På den måde siger vi ikke noget, der ikke passer. Samtidig skal det komme videre fra min egen lille navle, og ud til andre.”
Selv når inspirationen kommer udefra, bruger ME AND MARIA proceduren med selv at mærke efter, og derefter finde ordene, de fleste kan relatere til.
”Sangen Den Du Var kom til, fordi vi blev kontaktet af nogen, som fortalte om et stort og pludseligt tab af et særligt menneske. En, som de havde holdt meget af.
Så vi gjorde det, at vi forsøgte at sætte os i deres sted. Alle har jo prøvet at miste. Vi ville gerne ære den, som blev mistet, og fandt frem til at gøre det ved at love, aldrig at glemme ‘Den du var'”
Derudover er duoen ikke bange for at bruge klassiske virkemidler som for eksempel gentagelser.
”Essensen af, hvad sangen er, eller en sætning, som skal stå skarpere, gentager vi altid. Det gør det mere forståeligt, og gør det simplere. Der bliver skåret ind til benet, når man synger det samme flere gange.”
Og så er det altid sådan, som en sang kommer til at lyde live, der er målet for ME AND MARIA:
”Vi tænker koncerter, når vi skriver, vi tænker ikke indspilninger. Så vi skriver til den besætning, vi er, og det skal lyde godt, når vi spiller den live.”
Artiklen er fra Mer’ Monitor! 48.
Af Pernille Randrup Pedersen