A MESS opgraderer karrieren med markant udtryk

(Arkiv: Mer’ Monitor! 48) Når man staver Dorte bagfra står der Et rod. Oversat til engelsk: A Mess; Og at kunstnernavnet kommer fra noget helt personligt, er ikke tilfældigt. Dorte Hartmann går med sit projekt hudløst åbenhjertigt til værks, og bruger alt det hun kan fra egne oplevelser, fra sine holdninger til ligestilling og fra sin uddannelse i antropologi til at skabe et tydeligt udtryk.

”Jeg bruger et citat fra en kultfilm fra 80’erne, når jeg går på scenen. I filmen går en fyr ind med en shotgun og siger: ”I have come here to chew bubblegum and kick ass.” Jeg går ind med min guitar, mens jeg tygger tyggegummi, stiller mig med spredte ben og laver en boble, mens citatet afspilles, og når det er færdigt, spytter jeg tyggegummiet ud og begynder at spille.”

Dorte Hartmann har styr på sit koncept. Hele vejen. Hver eneste detalje er planlagt, så den stemmer overens med det overordnede budskab: Vi skal have nogle ting på bordet, som er blevet pakket væk for lang tid, og vi skal tale om dem med styrke, gejst og gåpåmod.

Det feministiske udgangspunkt skal kunne ses

Både koncertintroen og A Mess’ tema i det hele taget, skal være let at afkode, fortæller Dorte Hartmann.

”Man skal kunne forstå, hvad det her act er for noget på 25 sekunder, og at this girl fucking means business.”

Sangskriveren er uddannet antropolog og var tidligere primus motor i kvindebandet Two Trick Pony – og der skal både udtrykkes girl power i lyden og i billedet, når A Mess optræder. 

”Jeg har en fin silkebluse på med bindebånd og en kort kjole – men jeg har Converse på fødderne for at symbolisere 90’er-rock, anarki og kickass, med henad samme stil som det tøj, de har på i Clueless. Og i pang- og komplementærfarver, jo stærkere, jo bedre. Jeg skal være alt det modsatte af de kvinder, der går i beige og ikke råber. På samme måde er håret løst og vildt, og min Fender Stratocaster har jeg selv blandet farven til og malet pink. Det er noget, folk genkender mig på, så det ved jeg virker.”

Kønsdebat på gymnasier

Det er ikke kun koncerter, man kan hyre Dorte Hartman til at lave: Sammen med Tomas Høffding fra Who Made Who tager hun rundt på en række gymnasier og faciliterer en snak om ligestilling med eleverne.

Udgangspunktet for debatten er ti minikortfilm, Snapshots of a Wo/Man, som er lavet af filminstruktør Tor Kolding og blandt andet har klip med radiovært Rene Fredensborg, musiker Karen Mukupa, forfatter Anders Haahr Rasmussen og illustrator Sofie Riise Nors.

”Jeg spiller også nogle numre i løbet af sådan en eftermiddag, de sange, der mest taler ind i den debat, vi skal have.”

Og at det er meget mere end en koncert, man får med A Mess, er vigtigt på flere planer.

”Det betyder meget for mig at kunne række ud til lidt andre grupper end normalt, og at det lige så meget handler om samtalen og at høre andre, som at selv få sine budskaber ud.”

Samtalen er derudover ment til at være en vej til det bedre:

”Jeg taler jo ud fra et privilegeret udgangspunkt; Det er OK at have en skarp holdning til ligestilling som voksen i Aarhus og København, men hvis man er teenager og bor udenfor byen, kan dét ofte være svært. Så det er vigtigt, at kønsdebatten bliver italesat, så den kan hjælpe til, at de unge finder ud af, at når noget er grænseoverskridende, så skal man sige fra.”

Det er samtidig ikke fjernt for Dorte Hartmann, at hun kan blive et forbillede for unge.

”Det er godt, hvis de føler, at her er en, der tør sige tingene højt. Jeg vil gerne være rollemodel, jeg vil gerne stå frem i debatten. Jeg skal ikke pakkes ind, og jeg tager gerne nogle slag for dem.”

Feministisk fordi det er det hjertet brænder for

Årsagen til det feministiske tema i A Mess’ sange og koncept er dybt personlig.

”Efter Two Trick Pony, og jeg skulle tage beslutningen om jeg skulle fortsætte med at lave musik, tænkte jeg over, hvordan jeg så skulle gribe det an. Jeg fandt ud af, at det eneste, der var lige så vigtigt for mig som musik, er at debattere kønsubalance.

Jeg sad i bestyrelsen af Dansk Live i midt 00’erne, før #meetoo, og blev lagt for had på Facebook, da jeg kritiserede at Bertel Haarder som kulturminister fjernede ligestillingspunkterne i musikhandlingsplanen – en kritik, som dengang var kontroversiel, men som heldigvis ikke er det i dag.

Men det blev en shitstorm, der tog hårdt på mig. Stort set ingen bakkede mig op, og jeg stoppede i Dansk Live. Den eneste, jeg kan huske skrev noget støttende, var en mand, der kaldte sig Celeste.

Så jeg holdt min kæft i fem år, og jeg blev mindre offentlig – men ikke mindre feministisk, og indeni mig var der tændt en ild. Så da jeg skulle lave et nyt projekt og et nyt brand, tænkte jeg: Hvem er jeg? Og svaret var: Jamen, jeg er jo feminist! Jeg skal bruge den ild!”

På et skriveretreat på Samsø fik Dorte Hartmann hurtigt skrevet de første to af de fem numre, som blev udgivet som en samlet EP i oktober.

”Alle sangene har feministiske undertemaer, som jeg selv har oplevelser med. For det første er der Blame is a Dye, skyld er maling, der handler om da jeg på Roskilde Festival var for fuld til at sige fra, hvilket en listepik udnyttede: Og bagefter tænkte jeg, at det da også var min egen skyld, i stedet for at tænke over, at han kunne have ageret anderledes.

Så er der Aquarium, om venindeskabet – der næsten altid går i vasken, når en af dem får en kæreste.
Der er også en sang om, at træffe andre valg end de konventionelle, herunder at jeg ikke vil have børn: For jeg er træt af, at det ikke er noget, man taler med nogen om, men kun kan læse om i kronikker og Feminablade. Og herudover er der en sang om magt, og en sang om datingmarkedet.”

Udover de personlige erfaringer, har Dorte Hartmann også et længerevarende professionelt kendskab til ligestilling.

”Jeg er uddannet antropolog og har skrevet flere opgaver om kønsubalance, og det bliver i øjeblikket et større og større litterært projekt for mig. Jeg læser ALLE de kønsteoretiske tekster, jeg kan finde.
Og så har jeg også arbejdet med at sætte fokus på den skæve fordeling bag scenen i musikbranchen.”

This is – a structured – mess 

Alt i alt er der masser af gods til en masse A Mess, og det passer perfekt ind i den anden halvdel af Dorte Hartmanns plan – nemlig den om, at det her jo også skal kunne løbe rundt og give smør på brødet.

Og artisten går systematisk til værks. Fra sit tidligere band har hun en masse knowhow med i rygsækken, når det kommer til at udvikle sit koncept og sælge sit produkt.

”Det var en stor beslutning for os i Two Trick Pony at kaste håndklædet i ringen. Vi havde kæmpet i syv år og der var interesse fra Universal – men en var lige blevet mor, og jeg ville ikke fortsætte uden hende.
Så jeg tænkte grundigt over, at hvis jeg skulle fortsatte med at lave musik, hvad skulle jeg så gøre i stedet?”

Og sammen med, at temaet skulle være ligestilling, var svaret, at være mere struktureret, og forberede alt til punkt og prikke.

”Det er et bevidst mål at rykke hurtigt derudaf ved at planlægge alle detaljer. Mine mellemspeaks, mit tøj og min ageren stemmer overens med det samlede udtryk. Det skal være nemt at forstå budskabet, og jeg vil hellere færre jobs, men bedre jobs.”

At have faste dogmer betyder også, at enmandsprojektets stil er blevet udviklet samtidigt med færdiggørelsen af de første udgivelser.

”Det er lige deling mening og lige dele business at have så skarpt et brand, og det er både autentisk og gennemført. Og det fungerer. Jeg har fået hul igennem til pressen, har haft 80 omtaler siden udgivelsen i januar, og har blandt andet været i Go’ Aften Danmark, og i rotation på P6.”

Ikke dermed sagt, at A Mess tjener kassen.

”Jeg er ikke nogen pengemaskine. Jeg har et østrigsk PR-bureau, ROLA Music, til at hjælpe mig med at komme ud i de tysktalende områder, og ellers gør jeg ALT selv.”

Blandt andet har Dorte Hartmann selv skabt ideen med at optræde i forskellige setups til forskellige priser.

”Man kan købe tre pakker, enten med mig solo, eller også med mig og en trommeslager, og den sidste mulighed er tretrinsraketten med dokumentarfilm, koncert og debat.”

Kort og klart, og til at gå til.
Og udover den gennemarbejdede salgsmodel, så har det har en positiv effekt på motivationen, at være en del af en voksende bølge.  

”Min historie er ægte, og den er relevant lige nu. Det giver mig berettigelse til – og det har skabt mening for mig – at fortsætte med at lave musik, uden at det bare er for at underholde, eller at det er for, at jeg selv skal få det bedre.

Der er så meget fokus på ubalance nu, og hvis jeg kan være den, der når helt ud og starter en samtale med folk, der aldrig har talt samtykke eller venindeskab før, så er det et bevis på, at man som musiker kan gøre en forskel.
Og det er så vigtigt, at man som kunstner, hvis man har fået en lille smule talerør, sætter fokus på noget, der kan hjælpe andre.

Musik kan ramme dem, der har brug for spejlingen. Musik kan nå ud, hvor politik ikke kan.

Artiklen er fra Mer’ Monitor! 48

Af Pernille Randrup Pedersen

VIDSTE DU AT?